Strømper af mohair på mohairfarm.dk

Hvem tænker på strømper, når der står mohair?

De fleste sætter nok mohair i forbindelse med noget langhåret garn, trøjer fra 80’erne eller tidens silke/mohair, men mohair er meget meget mere.

Mohair har en fantastisk temperaturregulerende egenskab, er dejligt blødt og meget slidstærk. Netop slidstyrken og komforten som kendetegner mohairstrømperne, er nok hovedårsagen til, at mohairstrømperne, blev det bærende element i vores firma ”Von Broich Mohair”. Det havde vi ikke forstillet os, da vi købte de første mohairgeder i 1992.

Oprindeligt ville vi avle mohairgeder og sælge mohairen, men efterhånden som kendskabet til mohairens egenskaber blev større, udviklede nye muligheder sig.

De unikke glatte hår

De unikke glatte hår fra mohairgederne egner sig utroligt godt til sokker eller strømper, da snavs og bakterier har svært ved at hænge fast. Denne antibakterielle effekt hos mohairstrømperne, nedsætter risikoen for ubehagelige lugte. Ikke kun os fra landet med gummistøvler har gavn af mohairstrømper og mohairsokker, men også sportsfolk sætter stor pris på mohairstrømpernes egenskaber. Vi har længe haft stor succes med vandresokkerne til trekking, men nu bruges de i alle mulige situationer, hvor høj beskyttelse af fødderne er nødvendig. Vandresokkernes dobbelte bund virker stødabsorberende, så uanset om man står stille på hård bund, går langt eller løber giver mohairsokkerne en fantastisk oplevelse.

Hvad er forskellen på strømper og sokker?

I vores optik, handler det altid om strømper, hvis de går til knæet eller over knæet. Er den kort og maksimalt går til midten af underbenet, samt er tynd og passer i almindelige sko, er det stadig en strømpe, men en sok hvis den kan betegnes som værende tyk. Dog skal det ikke være så let at skelne, for handler det om en, der kun lige dækker foden og hælen er det en sok, underordnet om den er tyk eller tynd. Der er sikkert mange der vil definere strømper/sokker anderledes, men det skal ikke forhindre os i, at finde de rette mohairstrømper eller mohairsokker til vores kunder. For uanset om du kalder dem mohairstrømper eller mohairsokker, behøver du ikke have kolde fødder, når du har besøgt Von Broich Mohair. I øvrigt bruger vi fællesbetegnelsen strømper for både sokker og strømper.

Mange er mildest talt vilde

Mange er mildest talte vilde med mohairstrømper og efterspørgslen stiger. Det er herligt og inspirerende når kunder spørger om strømper til specifikke formål, for på den måde kan vi producere de mohairstrømper forbrugerne ønsker. Med andre ord; vi udvider og tilpasser sortimenter efter kundernes ønsker. Et eksempel er skistrømper. I en hel del år har vi solgt rigtig mange vandresokker og jægerstrømper til folk, der skulle på skiferie. En del af disse kunder vendte tilbage og kunne berette, at de for fremtiden kun ville dele skihytte med andre, der brugte mohairstrømper. Dem der brugte mohairstrømper, kunne nemlig uden at genere andre med dårlige lugte, hænge mohairstrømperne til luftning i hytten. Næste dag var de igen klar til brug, hvis ejeren ikke natten over var blevet bedøvet af de andres sure sokker. Vi morede os over disse fortællinger og har selvfølgelig fået skistrømper i butikken.

Jægerstrømpen, den tykke lange strømpe. God til udendørsbrug i de kolde tider på året.

Skal du holde hovedet koldt?

Skal du holde hovedet koldt og hænderne i ro er det vigtigt at have varme og veltilpasse fødderne. Jægerstrømperne var de første specialstrømper vi satte i produktion og de har alle dage været et kæmpe hit. Går du på jagt, er det vigtigt, at kunne holde fokus, og som bekendt er alting svært med kolde fødder. Man behøver dog ikke at gå på jagt, for at have gavn af jægerstrømper af mohair. Alle der er afhængige af at gå i gummistøvler, har med mohairstrømperne mulighed for at føle fodkomfort. Jægerstrømperne har som vandresokkerne dobbelt bundt, hvilket gør, at de altid er behagelige at have på. Det lange skaft gør dem også velegnet til folk på havet med gummistøvler. Jægerstrømperne beskytter nemlig ikke bare fødderne, men også benet bliver beskyttet mod gnidninger fra gummistøvlerne. En anden og yderst væsentlig årsag til en høj fodkomfort er, at mohairstrømper er rigtig gode til at lede fugt væk fra kroppen, så hvad enten du er på jagt eller på en fiskekutter, føles fødderne dejlige tørre.

Da jeg gik i skole

Da jeg gik i skole, blev bukser eller uldne strømpebukser, skiftet ud med knæstrømper, når forårssolen eller de tidlige sommersolstråler tittede frem. Disse strømper kaldte vi dengang for sportsstrømper. Når jeg i dag kalder vores tynde knæstrømper af mohair for sportsstrømper, kigger alle yngre mennesker lidt mærkeligt på mig, og jeg får følelsen af at være noget pre-historisk. Til gengæld opstår en form for forbundenhed, når voksne på min alder sender mig et skælmed smil og et blink med øjet. De ved nemlig godt, at engang var knæstrømper og sportsstrømper det samme, selv om de ikke blev brugt til sport. Det er lidt sjovt, når vores knæstrømper af mohair rigtig tit bliver brugt til sport, men vi kan bare ikke kalde dem det. Især indenfor den del af ridesporten, hvor langskaftede ridestøvler anvendes, bruger rytterne mohairknæstrømper. Til andre sportsgrene hvor læggene skal holde varme og strømpen ikke må fylde meget, sælger vi også en del mohairknæstrømper.

Hvad enten det er en sports- eller knæstrømper og lige meget hvad de er produceret til, gør de gavn hos mange. Vi sælger mange knæstrømper af mohair til ældre mennesker, fordi de ofte har behov for en god varme, ikke alene på fødderne, men på hele underbenet.

Hvid softtop strømper

Kredsløbet er vigtigt

Kredsløbet er vigtigt. Det er det for os alle, men ikke hos alle er det en selvfølge at blodet bare løber uden problemer i årene. Softtop mohairstrømper er specielt fremstillet til folk med kredsløbsproblemer og til diabetikere. Skaftet med den lange ribkant, gør at strømpen slutter til benet på hele stykket uden strammende elastikkant. Softtop mohairstrømpen bruges også tit som natstrømpe. For nylig havde vi en kunde, en ældre dame, der stort set kun brugte vores sotftop mohairstrømper. Få måneder forinden havde hun købt to par og hun skyndte sig at sige, at hun ikke kom, fordi der var gået hul i dem, men fordi hendes børnebørn (teenagepiger), altid skændtes om at få dem på, når de var på besøg. De sagde: ”De er cool, hyggestrømper og super seje når de rulles ned”.

Vi har efterhånden fundet ud af, at netop disse softtop mohairstrømper oftest betegnes hos køberne som de bedste hyggestrømper. Det er jo så en gevinst oveni, at de også er slidstærke.

Standard mohair strømper i forskellige farver

Den kedelige strømpe.

Den kedelige strømpe. Den helt normale mohairstrømpe. Den strømpe alle vil have. Den de fleste også køber sammen med de andre mohairstrømper og mohairsokker til specielle formål. For som de siger:

”Vi skal da også have strømper til hverdag”. Og hverdage er vel i sagens natur, de dage der er flest af. Det er jo så ikke mærkeligt, at det er vores almindelige standard mohairstrømper, vi sælger flest af. De passer i almindelig sko, er varme, slidstærke, temperaturregulerende, virker antibakterielle og har en super god evne til at lede fugt væk fra foden. Vi tilbyder standard mohairstrømperne i de klassiske farver som alle kan bruge. Det er ganske enkelt også den sikre julegave og mohairstrømper er af en eller anden grund ikke en kedelig julegave, selv om et par strømper til jul lyder kedeligt.

Golfsokker Golfstrømper

Hvad er en soklet?

Det hedder ikke golfsokker fordi der er 18 huller i, men fordi disse mohairsokker er specielt udviklet til golfspillere. Mohair golfsokker er vel nærmest en soklet, … og hvad er så forskellen på en sok og en soklet? Vi vil mene at en soklet er en sok, der kun lige dækker foden og er enten let eller tynd. Kompositionen af vores golfsokker er lidt anderledes end de fleste af vores mohairstrømper, da en stor del af dem består af bambus. Bambus har et naturligt antibakteriel middel i sig som kaldes ”Bamboo Kun”. I øvrigt har golfsokkerne rigtig mange detaljer, så som behaglig bomuld i ribkant, silkeblød bambus over fodryggen, anatomisk svagstøtte og fuld polstring af mohair i foden for maksimal beskyttelse.

Mine fødder gør ondt

“Av mine fødder.” Desværre noget man hører for tit. Ikke kun fra folk der har gået langt, men også fra folk der sidder meget ned. Vores Medi strømper er specielt designet til folk, hvor der virkeligt er behov for omsorg. Denne mohairstrømpe der går til over midten af underbenet er selvfølgelig uden stram lukning. Den er super blød og ekstrem elastisk for at kunne yde en gradueret pasform. Foden er fuldt polstret med mohair og uld for at give en støddæmpende virkning. Ud over mohair og uld indeholder Medi strømpen en stor del Bambus. Bambus har en anti-svampe virkning og sammen med mohair kan denne strømpe virkelig hjælpe folk med sarte fødder og ben.

Undgå ildelugtende strømper

Til smokingen hører en eksklusiv herrestrømpe af mohair. For at dansen skal lykkes, skal herreren selvfølgelig føle fodkomfort. En dejlig aften får også en ende, og forstil jer, at fødderne bliver lukket ud af skoene og pigen rynker på næsen. Et skrækscenarie når enden skulle være god. Med vores eksklusive herrestrømper gør vi hvad vi kan for at sikre ”the happy end”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *